Møder

Hvad drøftes på hvilke møder?

 

Medarbejderrepræsentanterne sidder med i en lang række udvalg på universitetet.

Bestyrelsen ønsker at give indsigt i de forskellige typer af udvalg og opgaver, som løses i samarbejde med ledelsen.

Et vigtigt organ er SU-organisationen.

De mange samarbejdsudvalg på Aarhus Universitetet  

- læs om samarbejdsaftalen og dens regler via samarbejdssekretariatet

Møder med ledelsen i Samarbejdsudvalgene

 

Tanken bag SU-systemet

Den grundlæggende tanke bag samarbejdsudvalgene på Aarhus Universitet er, at der skal finde et konstruktivt samarbejde sted på alle niveauer på arbejdspladsen. Samarbejdet skal ske mellem den såkaldte A-side (ledelsen) og B-siden (medarbejderne). Tillidsrepræsentanterne eller suppleanterne fra HK klubben deltager så vidt muligt i deres lokale SU for at varetage medarbejdergruppernes fælles interesse. Det foregår i tæt samarbejde med repræsentanter fra de øvrige organisationer i udvalget.

Rammerne for samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere fastlægges i SU regi, og de forskellige SU’er afspejler AU’s strukturelle opbygning. Der findes derfor SU’er på institutniveau, vicedirektørniveau, fakultetsniveau, administrationsniveau plus et hovedsamarbejdsudvalg.  Administrationens samarbejdsudvalg søger at koordinere, hvad der måtte blive besluttet/diskuteret i de lokale samarbejdsudvalg i administration og allerøverst findes HSU, som den samlende kraft for hele konstruktionen. Der foreligger referater fra samtlige SU-møder i organisationen på AU's hjemmesider og på HR Portalen kan du selv finde en overskuelig oversigt over hele strukturen med link til vores i alt 48 samarbejdsudvalg.

På medarbejdersiden udpeges medlemmer til de forskellige SU’er blandt de forhandlingsberettigede organisationer - altså de organisationer, som har en overenskomst med Aarhus Universitet. Det er bl.a. HK, Dansk Metal, AC-organisationerne, 3F, Danske Bioanalytikere m.fl. Foreningsmedlemmer af Krifa eller eksempelvis Det Faglige Hus kan altså ikke vælges til et SU på AU ifølge reglerne i Samarbejdsaftalen.

De forskellige SU’er er i dag repræsentativt sammensat. Formålet er helt enkelt, at relevant information kan nå frem til alle på arbejdspladsen. Fordelingen af pladser til samarbejdsudvalgene på alle plan, fastlægges ved aftale mellem ledelsen og de forhandlingsberettigede faglige organisationers repræsentanter. Næstformændene vælges af medarbejderrepræsentanterne. Medlemmer og suppleanter udpeges for 2 år ad gangen.

Bestyrelsesmedlemmerne for HK Klubben deltager som sagt så vidt muligt i SU-samarbejdet på flere niveauer - via repræsentation af suppleanten eller evt. et andet medlem. SU-møderne foregår typisk en gang i kvartalet. Man deltager i høringer, hvor vi sammen med ledelsen skal komme med input og bemærkninger til de fastsatte punkter på dagsordnen for i fællesskab at finde bæredygtige løsninger på AU. MUS-konceptet var til høring på hele AU og medarbejderne blev hørt sammen med miljørepræsentanterne i forbindelse med tilrettelæggelsen af den seneste APV undersøgelse i 2012 - blot for at nævne et par eksempler.

Det har helt sikkert været et stort arbejde at få den nye samarbejdsorganisation op at stå efter januar 2012 med forandringsprocessen og fusioner. Men at indgå og påtage sig rollen som talerør til ledelsen for jer medlemmer er en meget vigtig og særdeles spændende opgave for bestyrelsen af HK Klubben.

Cirkulæret om samarbejdsaftale i Staten (link), angiver en række punkter, hvor udvalgene skal drøfte visse emner. Medbestemmelsen rækker dog ikke videre end, at arbejdsgiver fastsætter de nødvendige regler, hvis der ikke kan opnås enighed. Men en positiv forhandlingsvilje indgår som en del af samarbejdsaftalen. Det er en dårlig idé at afbryde samarbejdet i SU. Hvis parterne er uenige om fortolkningen af aftalerne eller mener, at der er tale om brud på aftalen, indbringes sagen først højere op i organisationen – evt. helt til HSU og kan dernæst indbringes for selve Samarbejdsnævnet. Er der også uenighed her, kan sagen i sidste ende indbringes for en voldgift.

Forkortelser:
AU Aarhus Universitet
HSU Hovedsamarbejdsudvalget
ASU Administrationens Samarbejdsudvalg
FSU Fakultetssamarbejdsudvalg
LSU 42 lokale institut samarbejdsudvalg
TR Tillidsrepræsentanter på AU
MUS Medarbejder UdviklingsSamtale
APV Arbejdspladsvurdering