Medlemskab

 

Som nyansat kollega indmelder du dig via HK’s hjemmeside http://www.hk.dk/stat 

Er du i forvejen medlem af HK, bliver du automatisk medlem af den landsdækkende HK Klub ved Aarhus Universitet samt HK’s lokale afdeling/sektor afhængig af, hvor i landet du bor. Endvidere får du afdelingsbladet tilsendt fra HK hver måned til din privatadresse. Læs mere om dine mange fordele via HK’s hjemmeside.

På Aarhus Universitet kommer du med i et stort netværk, som bl.a. sikrer

  • at du bliver repræsenteret af din lokale tillidsrepræsentant
  • at du får et talerør til ledelsen gennem din tillidsrepræsentant
  • at du kan deltage i faglige og sociale arrangementer på Aarhus Universitet og i HK
  • at du repræsenteres af en fællestillidsrepræsentant - bl.a. i hovedsamarbejdsudvalget (HSU) Se medlemmer her.

Derudover vil du også have større mulighed for hjælp i kritiske situationer ved eventuelle arbejdspladsproblemer, faglige problemer o. lign., da HK har et stort fagligt beredskab, som er til rådighed for alle medlemmer af organisationen. Medlemmer af HK får altid fuld løn i tilfælde af konflikt med strejke eller lockout.

 

Medlemskab for studentermedhjælpere

HK Stat – nu også for studentermedhjælpere

Vidste du, at du som studentermedhjælper også har nogle rettigheder? Og vidste du, at hvis dine rettigheder overtrædes, ja  - så kan fagforeningen HK hjælpe dig? Sådan lød spørgsmålene til de studerende ved Matematisk Kantine den 12.11.2013

Den 12.11.2013 igangsatte vi officielt vores kampagne for at få studentermedhjælpere ansat under HK’s overenskomst, til at melde sig ind i HK. Efter aftale med Matematisk Kantine om at stille plancher og borde op, uddelte vi på 45 minutter omkring frokosttid ca. 250 foldere til forbipasserende studerende. Selv om sulten lyste ud af øjnene på de unge mennesker, var der dog en del, der standsede op og lyttede til det glade budskab.

HK har udarbejdet et specielt tilbud til studentermedhjælpere på AU, og for blot kr. 95,- pr. måned kan man blive medlem. Dermed får man ret til råd og vejledning af tillidsrepræsentanter, ligesom HK kan føre eventuelle sager videre til Moderniseringsstyrelsen eller retten, hvis det skulle blive nødvendigt. Man får ligeledes adgang til billige forsikringer via Alka, rabat gennem Forbrugsforeningen m.v.

De unge mødte denne gang Jytte Gaardsted fra HK Stat Østjylland, en repræsentant fra Alka samt Aase Pedersen & Helle Colding Seiersen, sidstnævnte begge HK-tillidsrepræsentanter på Aarhus Universitet.